Anmeldelse af: Adidas F30 TRX HG
Skrevet af: MM Sport Adidas støvle ambassadør AØ
F30 – komfortabel nedgradering
Adidas har med deres F30 kreeret en såkaldt take-down støvle, til de kunder der føler at topmodellen F50 Adizero måske er for dyr. En take-down model kan bedst beskrives som en ”lillebror” eller en nedgradering af en dyrere model i samme serie, der ikke har de samme detaljer og finesser. I dette tilfælde F50 serien.
F30 TRX HG er en udmærket trænings og kampstøvle, der giver en overraskende fin komfort. Den er ca. 100 gram tungere end sit forbillede Adizero F50, hvilket lyder af meget. Det er dog mere et udtryk for, hvor ekstrem let Adizero F50 i virkeligheden er. F30 vejer nemlig stadig ca. det samme som eksempelvis Nikes nye Total 90 laser IV og mindre end Pumas King XL.
![]() |
HG knopper vs. FG og SG
Den opmærksomme læser vil bemærke, at modelbetegnelsen indeholder et ”HG”, der står for hard ground, i stedet for det oftere brugte ”FG – firm ground” eller ”SG – soft ground”. Denne betegnelse fortæller noget om knoppernes materialesammensætning, antal, længde og hårdhed. Eksempelvis er de fleste SG knopper lavet af aluminium, og er længere end traditionelle FG eller HG knopper. SG knopperne er skabt til meget våde baner, og designet skal kunne give spilleren et bedre greb. For at det kan lade sig gøre, er knopperne lavet længere, samt antallet er lavere end på FG og HG modeller.
HG står altså for hard ground. HG er en lidt allround betegnelse for at knopperne kan bruges til hårdt underlag. Her i Danmark foregår meget vintertræning på grusbaner. Til dette formål indkøbes der normalt grusbanestøvler, da knopperne på almindelige FG støvler ikke kan holde til grus underlaget, og hurtigt bliver slidt ned. Tanken med HG knopperne er, at man kan benytte dem både på græs og til dels grus. Man er med andre ord fri for, at indkøbe flere par støvler til flere forskellige underlagstyper. Knopperne på Adidas F30 HG er en anelse kortere end på FG udgaven. Dette skal give en mere komfortabel oplevelse når der spilles på eksempelvis grus. Sidste vinter testede jeg en HG støvle på grus i forhold til en traditionel grusbanestøvle. Min største betænkelighed ved at bruge HG støvler på grus er, at banerne i Danmark ofte er frosne og dermed meget hårde. Almindelige fodboldstøvler har ikke den samme stødabsorbering i mellemsålen som grusbanestøvler, og føles dermed meget hårde og ukomfortable at løbe i. Man er ikke i tvivl om, at man har løbet rundt på knopper da ens fødder bliver ømme. Er grusbanerne derimod bløde, foretrækker jeg at spille i støvler med HG knopper, da det giver et bedre greb i underlaget.
Kunstbaner er hårde ved almindelige FG og HG fodboldstøvler. Dette skyldes materialesammensætningen i underlaget består af kunstigt skabt plastmateriale, og ikke vandholdigt græs. Græs der bliver trådt fladt, er af samme grund ”blødere” at løbe rundt på end kunstgræs. Kunstbanernes sammensætning gør ligeledes, at der skabes mere friktion imellem støvlen og kunstgræsset, end på naturlige underlag (forestil dig to nylonstoffer der gnides hurtigt imod hinanden). Dette opvarmer almindelige fodboldstøvler med risiko for, at de går op i limen eller knopperne knækker. Det anbefales derfor at man til kunstbaner benytter en såkaldt AG støvle(artificial Grass eller kunstgræs).
Pasformen
Går man i detaljer med F30 støvlen, er der en række punkter, hvor den skiller sig ud fra topmodellen F50 Adizero. Overdelen på F30 ikke lavet i Adidas Sprintskin, men derimod i lidt tykkere og tungere kunstmateriale som Adidas har valgt at kalde dette for Singmax. Singmax virker en smule stivere og lidt mindre smidigt end Sprintskin, og består af et ikke-vævet PU materiale med en høj densitet. Singmax overdelen på F30 er overfladebehandlet med Agion, der skal mindske lugtdannelse og beskytte overdelen.
Til den første testtræning i F30 støvlen havde jeg medbragt godt med vabelplaster og sportstape. Overraskende forblev det i tasken, og har ikke været oppe på noget tidspunkt. F30 overrasker med en ganske udmærket pasform.
Hælen på F30 er også tydeligt anderledes i forhold til F50 Adizero. Den er tykkere og stivere. På plussiden giver dette en øget beskyttelse mod spark og tacklinger bagfra. Omkring sokkelinjen på støvlen er der indlagt skum, der øger komforten under ankelleddet.
Skal man finde et lille minus ved pasformen, må det være pløsen der har en tendens til at dreje sig.
Knopsystem og bund
F30 er udstyret med det samme Traxion knopsystem som også benyttes på topmodellen F50 Adizero. Systemet fungerer fremragende og giver et godt greb i underlaget både under acceleration og ved sidebevægelser.
Der er på samme måde som til topmodellen, tænkt på at bunden skal agere stabil ved retningsskift. Derfor har Adidas valgt at kopiere opbygningen af ydersålen over på F30. Dog er Ydersålen skabt af TPU som er lidt tungere.
Samlet vurdering
F30 TRX HG er i opbygningen en smule tungere end sit modelforbillede, og skabt af lidt billigere materialer. Dette har dog ikke gået ud over komforten der, som tidligere nævnt, overrasker positivt. F30 TRX er klart en anbefalelsesværdig nedgraderingsstøvle, der kan fungere som en stabil træningsstøvle, eller kampstøvle på serie fodbold niveau.
Snørebåndende er placeret assymetrisk for at give et renere spark, hvilket fungerer ganske fint.
Trods min lidt brede fod, har jeg ikke skulle ”vænne” mig til F30 TRX støvlen. Støvlen har siddet godt fra starten, og gør det stadig efter 2 måneders brug.
Så er du på jagt efter en billig kvalitetsstøvle, kan du roligt bytte dine penge for et par Adidas F30 TRX!
Vægt (str 41): 258 gram