Adidas Predator – fra skarpskytte til driblekonge
af Anders Elsig
For nylig fik jeg et par Predator-støvler i hånden. PowerSwerve TRX er navnet på modellen, som jeg snart fik på foden, og som Adidas introducerede for alverden i 2007.
Støvlen har features som det såkaldte Smartfoam med en fjedrende effekt på forfoden. Derudover er der i sålen indlagt PowerPulse-teknologi; et pulver, der forskyder vægten i støvlen under skudafviklingen. Ifølge videnskabelige tests skulle begge dele give op til otte procent bedre sving og tre procent større skudkraft.
Om Adidas reelt har videnskaben på deres side, kunne min ellers skudstærke testmakker og jeg med vores uvidenskabelige test ikke afgøre. Men at Adidas havde forsøgt at brande støvlen på dens skudmæssige slagkraft var åbenlyst, og det vakte min nysgerrighed. For hvad har Adidas formål egentlig været med støvleserien Predator? Og er det stadig det samme?
Det målrettede rovdyr
For at svare på det spørgsmål må man gå et par tidsmæssige skridt baglæns til 1994, hvor den første af de til dato 12 Predator-modeller så dagens lys. Reklamerne fra dengang viser, at der blev lagt vægt på skudstyrke. Det nye tiltag var de markante gummiknopper, der ifølge Adidas skulle forøge boldens fart.
Efter den første model fulgte flere, der byggede videre på udgangspunktet. Med jævne mellemrum kom nye typer Predators til støvlefamilien, og med modeller som Accelerator (1998), Precision (2000) og Mania (2002) blev der eksperimenteret med knopsystem, design og materialer. Men grundidéen forblev den samme, og reklamesøjlerne var skudspecialister som Alessandro del Piero, Zinedine Zidane og ikke mindst David Beckham.
Udviklingen af støvlernes skudevner fortsatte efter Powerswerve-modellen. Med Predator X fra 2009 blev PowerPulse-teknologien erstattet af Powerspine-teknologi, der også søgte at formindske energitabet under skudafviklingen. Predator blev designet som den tyske støvleproducents effektive sniper.
En ny æra dages
Men evolutionen af støvlen trak også i andre retninger. De klassiske gummiknopper fortil blev gradvist mindre fremtrædende, pløsen forsvandt, og Adidas slankede modellernes kampvægt. I maj måned 2012 drejede den tyske støvleproducent udviklingshistorien endeligt ind på et nyt spor, da de lancerede den seneste model, Predator LZ.
Powerspine-karosseriet er blevet skiftet ud med en sprintramme, og Adidas har koncentreret sig om fem ”dødbringende” zoner på støvlen, som de kalder ”First Touch”, ”Drive”, ”Dribble”, ”Control/Pass” og ”Sweet Spot”. Alle er de designet til at assistere det hurtige og kontrollerende fodboldspil. Andre typer spillere er også dukket op i markedsføringen af støvlerne. Den driblestærke Nani og den sublime spilfordeler Xavi er nu repræsentanter for støvlebrandet.
Fodboldstøvlernes rovdyr er ikke længere blot rå styrke. Predator har ændret sig og illustrerer, at fodboldspillets dyder i dag er andre end midt i halvfemserne.