adidas Støvleambassadør taler om fodbold på og udenfor banen!
-Hvorfor er du begyndt at spille fodbold ?
Jeg begyndte med at spille fodbold som 6-7 årig i AGF. Lige fra jeg var helt lille så jeg tipslørdag med enten min far eller min morfar, og elskede samværet og hyggen omkring kampen, så interessen for spillet har jeg haft lige så længe jeg kan huske. Min bedste ven fra folkeskolen begyndte at spille fodbold i 1. klasse, så det var helt naturligt for mig også at begynde. Glæden ved spillet har holdt ved lige siden, selvom formen og konditionen ikke længere er i top.
-Hvis du skulle prospektive fodboldspillere et godt råd – hvad ville det være ?
Nyd det.
-I den tid du har spillet fodbold hvad har så været det absolutte lavpunkt ?
Jamen personligt har jeg faktisk aldrig oplevet de helt store nedture i forbindelse med at spille fodbold. Jeg er luntet forbi de 35 år, så det er klart jeg ikke har den samme hurtighed og bevægelighed som da jeg var 20 år, men til gengæld prøver jeg at bruge min erfaring til at stille mig rigtigt på banen og ikke løbe for mange unødvendige meter.
Skal jeg komme med et punkt der for mig rent fodboldmæssigt har været et lavpunkt, må jeg sige AGFs nedrykning i 2010. At være fan af en klub som AGF er noget af en prøvelse, og igennem tiden har tilhængere af klubben måttet stå model til mange klovnerier både sportsligt og ledelsesmæssigt. For mig var den første nedrykning i 2006 en naturlig følge af mange års dårlig ledelse og fejlkøb af spillere. Sæsonen 2009/2010 var helt anderledes og klubben rykkede ned med, på papiret, det måske bedste hold siden sluthalvfemserne. Århusianske fodboldfans har en tendens til at se mesterskaber så snart AGF vinder 3 kampe i træk, og set i bakspejlet skulle klubledelsen nok aldrig have skilt sig af med Ove Pedersen, der på det tidspunkt havde lavet et fantastisk stykke arbejde.
-og højdepunktet ?
Jeg har fået rigtigt mange gode minder ved at spille fodbold. For mange år siden var jeg med til at blive jysk mester, men for mig er det mere de gode kammeratskaber og sammenholdet der altid har betydet noget.
Ellers var EM sejren i 1992 var helt fantastisk. Jeg så finalen i Italien på en campingplads, hvor der var stillet en storskærm op. Vi var kun ca. 6-8 danskere og omkring 100 tyske turister der så kampen. Efter kampen klappede de tyske turister og kom over og sagde tillykke.
Herudover var AGFs danske mesterskab i 1986 kæmpe stort, og jeg tror ikke det er noget jeg kommer til at opleve foreløbigt. Sidst men absolut ikke mindst, følger jeg FC Barcelona tæt, og alle deres mesterskaber bliver vundet ved flot angrebsfodbold.
-Hvilke er dine favorit støvler ?
Jeg har altid haft en forkærlighed for fodboldstøvler lavet af læder i høj kvalitet. Støvler som Adidas Copa Mundial, Puma King og Nikes Tiempo og Super Ligera serier, er blevet flittigt brugt. Dog må jeg sige at moderne kunststøvler virkeligt imponerer mig, og det var for alvor en øjenåbner at anmelde Adizero F50 støvlen, som er en fremragende fodboldstøvle. Lige nu er favoritstøvlen til træning en Adipure 4. Ganske enkelt fordi komforten er helt i top og den sidder perfekt, og til kamp bruger jeg en Adizero F50 i Sprintskin.
-Da du var yngre – hvilken spiller drømte du at blive / hvem var din favorit spiller ?
Mit helt store danske idol har altid været Michael Laudrup. Hans overblik og teknik var helt unikt, og sammen med resten af Barcelonas “Dream Team” tryllebandt han mig foran fjernsynet. I mine ungdomsår spillede jeg angriber, og jeg løb tit og ønskede at jeg var Romario, og spillede på samme hold som Michael Laudrup. Jeg kunne også godt lide Søren Lerby. Jeg kan tydeligt huske at han spillede med nedrullede strømper uden benskinner. Han var kompromisløs på banen, og da han spillede i Bayern Munchen udtalte en af hans modspillere, at man skulle tro Lerby drak blod inden han skulle på banen. Han var en rigtig kriger!