Anmeldelse af Jeppe Gaarskjær: “Barça” – af FC Barcelona ambassadør JBV
Det er ikke helt nemt at være Barça-supporter i disse dage. De sidste uger har budt på et trist fyrværkeri af sure æbler at bide i, og det sureste – i min optik – var nyheden om Guardiolas afgang. De sidste tre sæsoner har budt på en fodboldfest mere fantastisk end nogen Culé turde drømme om, men nu sætter tømmermændene langt om længe ind. I tider som disse kan man have brug for at trøste-klynge sig lidt til minder, og historiske triumfer og andre sager fra fortiden – og her kunne Jesper Gaarskjærs bog, som slet og ret er blevet døbt “Barça”, jo agere en nænsomt hjælpende hånd.
I denne bog bliver vi fulgt gennem FC Barcelonas historie, lige fra klubbens spæde begyndelse i 1899, hvor en schweizer ved navn Hans-Max Haessig Kamper (senere kendt som Joan Gamper) grundlagde klubben og iklædte den de karakteristiske blå/røde farver, importeret fra hans hjemlige klub FC Basel. Vi bliver herefter fulgt gennem historien, gennem fiaskoer og triumfer, drabelige hændelser, klubpolitiske intriger, successer og flop, helt op til den ‘El Barça de les Sis Copes’; Guardiola-æraen der altså nu får sin ende, denne sommer. Denne bog er bestemt en påmindelse om at vi her har at gøre med en klub der betyder, og har betydet, mere end blot fodbold.
Således byder denne bog på ganske farverig og underholdende læsning, og de forholdsvis korte kapitler bidrager også til fornemmelsen af en ganske letlæselig størrelse. Mellem kapitlerne er gjort plads til én-sides personprofiler, hvor man får en kort introduktion til de spillere som har gjort sig mest bemærket gennem klubbens historie. Vi møder klublegender som Kubala og Rexach, stamfader Cruyff, Dream Team-æraens Koeman og Stoichkov, danskerne Simonsen og Laudrup, brassere som Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho, hjemmedyrkede yndlinge som Puyol og Xavi – og selvfølgelig et par små, store argentinere der bærer fornavnene Diego og Lionel.
Disse spillerprofiler er som nævnt klemt ind mellem klubhistoriens vigtige hændelser og bemærkelsesværdige anekdoter, og gør altså “Barça” til frisk og nem læsning. Dette er dog samtidig min største anke. Når man skal koge så mange års yderst begivenhedsrig klubhistorie ned til 223 sider, inkl. indholdsfortegnelse, giver det sig selv, at det er begrænset hvor meget man kan nå at komme i dybden med hver enkelt emne – og dét savner jeg i høj grad. Det samme savnede jeg lidt ved en lignende dansk bogudgivelse om FC Barcelona, kaldet ‘Den Våbenløse Hær’, som dog alligevel tog sig lidt bedre tid til at komme i detaljen.
Denne bog er lige på grænsen til at føles som et opslagsværk, og de førnævnte spillerprofiler bidrager da også en del til fornemmelsen af at sidde med et klub-leksikon. Nyere tilkomne fans vil sandsynligvis kunne glæde sig over dette, da bogen fungerer som et godt oprids af klubbens historie, og dermed dens grundlæggende identitet. Jeg har dog fulgt klubben siden jeg som barn, i starten af 90’erne, så Laudrup og resten af El Dream Team boltre sig på grønsværen, og derfor udebliver det helt store sus ved denne bog for mit vedkommende. Jeg er dog overbevist om at den kan fungere som en glimrende introduktion til klubben der i de senere år har fostret fodboldfænomener som Messi, Iniesta & co.