Anmeldelse: Arsenal hjemme trøje 12-13

af Søren Lintrup Silkjær

Klik her for at læse samtale med Arsenal anmelder!

 

The Gunners’ nye hjemmetrøje er kropsnær, klassisk, og så oser den af klubhistorie. 

 

Farverne er Arsenals legendariske, som klubben imidlertid først tog til sig i 20‘erne med den store innovator, Herbert Chapman. Arsenal havde i sin første dage ikke mange penge, men til gengæld en del spillere fra Nottingham Forest. De havde i forvejen røde trøjer, så dem kunne Arsenal ligeså godt bruge. Senere kom de hvide ærmer til, inspireret af en mand, som ifølge en af myterne havde en rød, ærmeløs cardigan over en hvid trøje. 

 

Gunners’ hjemmetrøje har sit mest markante udtryk i trikoloreærmerne, blå, hvid og rød. Og nej, det er hverken en hyldest til den franske bomber Henry eller monsieur Wenger. Den blå farve er et andet af Chapmans originale påfund for at give klubben identitet. Om du så tænker Le Tricolore, Union Jack, Underground eller frihedskæmper, så gør ærmerne unægtelig trøjen opsigtsvækkende.

 

 

Arsenal hjemme trøje 12-13

 

 

Ellers er vi ude i lidt af et mindre Da Vinci Mysterium, når Arsenal-trøjens mange symboler skal knækkes. Nogle er oplagte. Nike-tegnet er en mangeårig følgesvend for klubben, som dog ifølge rygter kan vælge Adidas næste gang. Uanset er klubben med 800.000 solgte trøjer på årsbasis en lukrativ forretning. Arsenal flyver stadig med Emirates, klubben har tegnet en otteårig kontrakt med selskabet, som er på brystet af trøjen. Arsenal har kun haft ganske få sponsorer; JVC, Dreamcast, O2 og nu Emirates. 

 

I kravens inderside finder vi klubbens motto: Victoria concordia crescit, der betyder Sejre gennem harmoni. På ydersiden klubnavnet AFC omgivet af bogstaverne W og M, som er tegnet med prikker og en finurlig detalje. WM var den spillestil, som førnævnte Chapman opfandt for at dæmme op for en ny offsideregel. Spillestilen gav klubben titler, og flere andre britiske hold adopterede WM, som bedst kan betegnes som 3-2-2-3, altså tre fullbacks, to halfbacks, to inside forwards og tre i front, en centerforward og to wings. 

 

Endelig er der naturligvis klubbens logo, den stiliserede kanon, som gør det til en Gunners-trøje. Arsenal valgte for få år siden at styrke og forenkle logoet, og man begræder næppe afskeden med de temmelig rodede forgængere på venstre side af brystet. 

 

Denne anmelder føler sig godt tilpas i trøjen, jeg vil karakterisere som cool. Alt i alt en kropsnær og klassisk shirt, hvor der er vævet godt med klubhistorie ind i dri-fit materialet.

 

Leave a Reply