Anmeldelse: Arsenal hue official merchandise og halstørklæde
Af MM Sport ambassadør for Arsenal Christian Heyde-Petersen
Som så meget andet i fodbold er det med halstørklæder også en britisk opfindelse. Skoler og universiteter samt colleges i Oxford og Cambridge har alle halstørklæder i netop deres farver og mønstre. Dertil caps, en slags flade kasketter, og så selvfølgelig blazere i spændende farver og mønstre – især til the boating season. Så da fodbolden blev opfundet var det ganske naturligt at bruge denne slags beklædning for at vise tilhørsforhold til fodboldklubberne samt landholdet. På engelsk tales der derfor om hvor mange ”caps” en spiller har, når man taler om landsholdskampe – i gamle dage fik man nemlig en ny cap hver gang man spillede en landskamp. Da fodbold i høj grad var en arbejder-klasse-sport i Storbritannien gled det mere fantasifulde beklædning i baggrunden, fx blazers, men halstørklæder og hovedbeklædning havde sin berettigelse en lørdag eftermiddag i januar i Scunthorpe, Grimsby, Sheffield, Newcastle, Sunderland, osv.
 |
Så halstørklæder og huer er altså noget af fodboldens arvegods, og det er nogle af de ældste supporter-ting man kunne anskaffe sig – længe før trøjer, udebanetrøjer, 3. trøjer og alt det andet lir. Arsenalhuen er i en mørkeblå farve med en rød kant. Og så med et stort rødt Arsenallogo på fronten. Det er en dejlig varm hue, den er ganske pæn, og samtidig er den holdt i et moderne snit – det er en beanie. Huset tre unger skyndte sig da også at skændes om hvem af dem der skulle have huen. Den mindste har troligt taget den på hver morgen på vej til skole.
 |
Halstørklædet har vist sig lidt sværere at få afsat. Det er rigtig Arsenalrødt med hvide frynser. Arsenals logo er strikket med i hver ende, og hele vejen midt på står der Arsenal med hvid kontourskrift. Det er 100% kunststof men det er dejlig blødt. Desværre ser halstørklædet ud til at være lavet samme sted som de laver computerstrømper med store pixels. Jeg ved ikke meget om strikning, men det er tæt på at være grimt. Teenageren dømte med det samme halstørklædet ude som beklædningsgenstand, pigen skulle i hvert fald ikke gå med den slags tørklæde, og den mindste var ikke helt sikker på at det knaldrøde halstørklæde var et drengehalstørklæde (selv om han gerne tager sin knaldrøde Arsenaltrøje på). Forklaringer om at halstørklæder er da noget enhver fodboldfan med respekt for sig selv har gled i det store og hele af på børneflokken, men til sidst endte det på væggen på teenageværelset med en besked til forældrene om ”at hvis vi skal over og se Arsenal så mind mig lige om at jeg får det med”. Det er nok så tæt på en ”teenage-accept” som man kan komme.