Boganmeldelse: Cristiano Ronaldo – Gulddreng

Skrevet af Thor Gottschalk Rasmussen.

94 millioner €. Med denne rekordtransfer satte Real Madrid i sommeren 2009 fodboldverdenens jantelov på prøve med indkøbet af Cristiano Ronaldo, som selv har gjort samme fra han blev kendt i Manchester United og på Portugals landshold. Til trods for det svimlende beløb Real Madrid betalte, lader det til at pengene har været godt givet ud, når man gør status efter de første tre sæsoner portugiseren har spillet for ”Los Blancos”. Uanset hvad man mener om Ronaldo, så er faktum, at han er verdens dyreste fodboldspiller nogensinde og derfor kan man dårligt modargumentere titlen til denne 221 sider lange biografi om ”gulddrengen”, Cristiano Ronaldo.   

Bogen vælger, i forlængelse af det jeg nævnte i indledningen, også at gengive Ronaldos egne ord omkring andres misundelse af ham efter endnu en kamp med halvanden times psykisk og fysisk pres fra modstanderen. ”De misunder mig, fordi jeg er rig, smuk, og en stor fodboldspiller.”. Efter denne introduktion, følger en kronologisk fortælling af Ronaldos liv, lige fra skolestart til hans nuværende situation i Madrid. Det hele starter der, hvor Ronaldo tog de første skridt i sin fodboldkarriere, nemlig på øen Andorinha, der er placeret et godt stykke ude i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst. Her er bogens forfatter, Luca Caioli, kommet i kontakt med en masse personer, der har været inde over Ronaldos liv på den ene eller anden måde. Både i hans fodboldudvikling, men også hans opvækst og skolegang. Det er faktisk en spændende kulturbeskrivelse af øen og den uretfærdighed der følger de små klubber der har fostret de store spillere, men som aldrig modtager en belønning. Men efter de første, godt fem kapitler, stopper det journalistiske feltarbejde, og dermed også bogens aspirationer om at komme op på et højere taksonomisk niveau end det redegørende.  

Luca Caiolis CV bagerst i bogen er imponerende. Han har været forfatter til biografier om en lang række store sportsnavne samt journalist og kommentator på nogle af de bedste radio- og tv-stationer i Spanien. Det virker dog langt fra til at disse evner bliver foldet ud i den her bog, da store dele er citater fra interviews blandet med en masse redegørende fyld og det virker en anelse letkøbt. Derfor sidder man lidt med fornemmelsen af at være på Noma og få serveret Knorr lasagne. Tag f.eks. kapitlerne; ”En græsk tragedie”, ”skuffelsen i Rom” og ”Champange”. Kapitlerne er blot genfortællinger af de finaler Ronaldo var med i og som simpelthen er kedelige at læse, hvis man bare har fulgt lidt med de seneste år. Der bliver også brugt et kapitel på at fortælle om en påstået voldtægtssag, som han aldrig blev dømt for. Lige så uinteressant som den sag var i pressen, lige så uinteressant er genfortællingen af den. Lavmålet nås, da Luca Caioli har valgt at Copy+Paste et interview i kapitlet; ”80.000 byder velkommen”. Her har Luca Caioli af en eller anden grund valgt at kopiere(!) det interview der blev lavet efter Ronaldos præsentation på Bernabeu. Her sidder Ronaldo foran alle hans nye arbejdsgivere, trænere, sponsorer, ja stort set hele sportsverdenen og sandsynligheden for, at han siger noget uventet og interessant er derfor lig nul. Desuden må man da som journalist spørge sig selv, hvilket produkt man får ud af spørgsmål som f.eks. ”Hvad synes du om Ribéry, der kan blive din holdkammerat i Real Madrid”, eller ”klubben har vundet ni europæiske mesterskabsfinaler. Drømmer du om at bryde forbandelse med at ryge ud i ottendedelsfinalerne, som det er sket for Real Madrid de seneste år?”. Spild af tid, intet mindre.

Bogen er fint og letlæseligt skrevet, og der er ikke en finger at sætte på detaljerne omkring alle Ronaldos præstationer og der er et godt opslagsværk bag i bogen. Derfor er bogen også særdeles velegnet til helt nye fans, men hvis man i forvejen kender Ronaldos triumfer og nederlag og at han i øvrigt fører et jetset liv med masser af kvinder, så vil bogen ikke fortælle særlig meget nyt. Egentlig kunne denne bog komme ind i serien af bøger der hedder ”Alt om”, da 90 % af materialet her, kunne gå ind under den kategori. Man bør som læser overveje, hvad man forventer af en biografi om en kendt person. Umiddelbart synes jeg det er meget at fylde 221 sider om én person, når det oven i købet er uden personens egne synspunkter eller erindringer. Når jeg siger at titlen er velvalgt er det med en ironisk distance. Denne bog er nemlig et produkt af det tilnavn titlen giver Ronaldo. En gulddreng; en person man kan spinde guld på, ved at skrive en bog, som gengiver alt hvad der er sket og sagt i pressen, men som ikke har et ærligt ord fra hovedpersonen selv.

 

 

Leave a Reply