Chelsea anmelder in the mixed zone

Samtale med Kristoffer Killerup Kaae angående dette og hint men primært angående Chelsea FC og Chelsea fodboldtrøjer.

 

Hvilken trøje du har haft husker du bedst og er der en historie relateret til hvordan du fik fat på den ?

Det er svært at pege på kun én speciel trøje, når det gælder Chelsea, da der i løbet er årene er blevet knyttet mange gode minder til de forskellige trøjer. Jeg bliver dog nødt til at vælge hjemmetrøjen fra sæsonen 1997/98, som var min allerførste Chelsea-trøje. Brian Laudrup havde lige forladt klubben, da jeg fik trøjen, så i stedet fik jeg trykt Goldbæk og hans 7-tal bagpå. Det er i dag en klassisk Chelsea-trøje, som der blev vundet en del pokaler med, og denne trøje fremstår for mig som starten på et langt kærlighedsforhold til The Blues.

 

Hvis du skulle give producenten af trøjen et godt råd hvad skulle det så være ?

Efter at adidas har overtaget trøjesponsoratet af Chelsea, har de forsøgt sig med mange gode trøjer, og nogen selvfølgelig mere heldige end andre. Den nyeste trøje lover dog godt for fremtiden, og skal de have et godt råd med på vejen, så kunne det være fedt hvis de kunne implementere endnu mere af klubbens historie i trøjerne i fremtiden.

 

Hvis du skulle give producenten af navn og nummer tryk et godt råd hvad ville det så være ?

Premier League har altid haft det klart fedeste trøjetryk, så det er svært at komme med forslag til forbedringer. Man kunne måske indsætte et diskret mærke i tallene bagpå trøjen, fx med et lille klublogo, eller årstal for den igangværende sæson. Så man kan gøre trykket endnu mere unikt.

 

Hvad er vigtigst: klubben som institution eller de spillere der aktuelt optræder på førsteholdet ?

Selvom man selvfølgelig har favoritspillere, så er der ikke mange fans der flytter deres sympati videre til nye hold, når deres favoritspiller skifter klub. I dag findes der ikke mange spillere der kun optræder for den samme klub i hele deres karriere, og derfor er det klubben der er det vigtigste. Spillere kommer og går. Trænere kommer og går (især lige for tiden i Chelsea). Men klubben består altid, og det er klubben man taber sit hjerte til. Når det er sagt, så er det også vigtigt at klubberne har spillere, som også betragter klubben som det vigtigste, og som vil gøre alt for at sikre klubben succes.

 

Hvad er den største udfordring som din klub står overfor pt. ?

Man kan tage fat i rigtig mange ting når det gælder Chelsea, men den absolut største udfordring må være, at man finder et holdbart koncept, så man kan få noget ro på de indre linjer. Ingen klub kan fungere optimalt, når der kommer ny manager til hver sæson. Der er brug for mere kontinuitet i Chelsea, og man er nødt til at finde en løsning meget hurtigt, så man kan få rettet op på både det sportslige, men så sandelig også det organisatoriske i klubben. Lige nu kører det forfærdeligt på grønsværen, den nye manager er voldsomt upopulær, og man har en uskarp frontangriber, og hvis der ikke snart kommer styr på tingene i klubben, så kan denne sæson ende med at man igen falder udenfor kvalifikationspladserne til Champions League.

 

 

Leave a Reply