Nike CTR360 Maestri

 

Playmakeren. Det er den spiller, som Nike henvender sig til med deres CTR360 Maestri. Kodeordet er fuld kontrol.

af MM Sport Nike støvleambassadør A.E.

 

Støvlen koster 1400-1500 kroner i vejledende udsalg. Den er forsynet med forskellige features, der primært sigter mod at give spilmageren evnen til hurtigt at tæmme og distribuere boldene.

 

CTR 360 Maestri fodboldstøvler

 

 

På forfoden har Nike indlagt stødpuder, der skal tage farten af boldene ved første kontakt med klatten. På indersiden finder man en gummiplade og en skumplamage, der skal skabe en ensartet overflade i afleveringssituationen. Snørebåndene snor sig asymmetrisk ned mod indersiden af foden, og det efterlader en større og tættere kontaktflade mellem bold og fod. Sidst, men ikke mindst har Nike udviklet et imiteret kænguruskind, det fleksible KANGA-LITE, som de har trukket hen over den fintfølende teknikerpote. Spilfordelerens fødder skulle være i gode hænder, men en test var nødvendig for at afgøre, om tøflerne er så mesterlige som navnet antyder. Min faste testmakker og jeg undersøgte sagen på en blød og fugtig bane.

 

 

 

Først støvlens forende. Stødpuderne leverer varen. De absorberer boldens fart og serverer den for dine fødder ved såvel yderside- som indersidetæmninger. Kattepoten er i huset. Desuden er tæerne fint beskyttet mod ubehagelige, destruktive infighttyper, der benytter enhver lejlighed til at bruge dem som afsæt. Man kunne imidlertid frygte, at de buttede stødpuder og en forholdsvis bred front kunne frarøve en den finere fornemmelse med kuglen. Det er på ingen måde tilfældet. Skindet tilpasser sig foden og giver samtidig plads til den lange, intelligente tå. Den nære kontakt mellem bold og fod betyder også, at såvel den korte ydersideaflevering som det lange halvtliggende vristspark bliver ren Barcelonastil… hvis evnerne ellers er til det. Om snørebåndenes placering gør til eller fra, må stå hen i det uvisse, men den labre snude gør i hvert fald sit til, at man i et flygtigt øjeblik kan prøvesmage Iniestas og Xavis touch og boldomgang.

 

Nike maestri CTR 360 front med snørrebånd

 

 

 

Indersidetiltaget derimod er af mere jævn karakter. Om man iført mesterstøvlerne skulle kunne lave en særligt hård eller præcis indersideaflevering, har vi simpelthen ikke kunnet afgøre. Gummipladen skulle i øvrigt også kunne håndtere skrubolde bedre end normalt. Aha, nuvel, jaså. Vi så det ikke. Gummimaterialets friktion sørger dog om ikke andet for, at klatten ikke glider fra foden. Det er fint uden at imponere. Indersiden gør høfligt det, den skal, men heller ikke meget mere.

 

Nike Maestri støvler inderside

 

 

Nike Maestri CTR 360 knopper

 

 

En central midtbanespiller skal mere end blot at tæmme og aflevere. Jobbeskrivelsen indebærer også mange løb med hurtige retningsskift. Det testede vi for. Hovedparten af knopperne er placeret tæt langs ydersålens kant, hvor man ofte lægger vægten ved de små vendinger. Derfor bed den sig også fint fast i græstæppet og får pluspoint på dette testkriterium. Under løbetesten bemærkede vi desuden, at støvlerne havde sat sig godt til rette om bagfoden, og at ingen generende kanter gnavede huller i komforten. Flueben.

 

Control 360 Maestri yderside

 

 

Alt i alt må man konkludere, at Nike har begået endnu et stykke fodformet ornamentik af høj kvalitet til de kræsne kontrolfreaks, der er villige til at betale lidt ekstra for skøn fodboldkunst. Applaus.

 

 

 

  

Leave a Reply