Anmeldelse af FC Barcelona hjemmetrøje stadium 2011/2012

 

 

Der gik lidt tid fra jeg havde pakket denne måneds produkt ud af emballagen til jeg opdagede at noget var anderledes. Jeg har i forvejen en replica af denne sæsons hjemmebanetrøje, købt i shoppen på Camp Nou, men denne føltes anderledes – og det var den så også, skulle det vise sig. Dette er nemlig ikke en replica-model, men derimod en såkaldt stadium-model, som man som noget nyt kan købe via MMSport. Jeg har nu ladet mig fortælle at denne model, som altså er en nedbarberet udgave i forhold til replicaen, er en model der sigter mod det Østeuropæiske marked.

Forskellene på denne version og en replica-ditto kommer jeg ind på lidt senere.

 

FC Barcelona stadium hjemmebane trøje 11-12

 

 

 

Først og fremmest er der jo selve trøjedesignet, som altså er det samme, om man sidder med en stadium, replica eller autentisk. Og dette er lidt vovet for en Barça-trøje. Man har eksperimenteret, og har turde bevæge sig væk fra de klassiske, helt lige striber. Der er nu mere tekstur i designet, således at man nærmest fornemmer en form for trappe – i mangel af bedre udtryk – i striberne. Desuden er striberne udsædvanligt tynde. Sidst men ikke mindst er der jo for første gang i klubbens historie kommet en trøjesponsor på – dette vil jeg dog lade ligge, da jeg allerede har skrevet om det i en tidligere post.

 

Sponsor eller ikke sponsor, så var der stor opstandelse på diverse Barça-fanfora da det rygtedes hvordan de nye hjemmebanetrøjer ville se ud, og i endnu højere grad da det så blev bekræftet at denne model skulle pryde vores hold denne sæson. Selv var jeg heller ikke begejstret. Ikke fordi jeg ikke bifalder at man har mod til at eksperimentere med designet (eksempelvis synes jeg virkelig godt om trøjen fra 08/09 som reelt ikke havde striber, men derimod en blå- og en rød side), men denne model faldt bare ikke i min smag til at starte med.

Dog må jeg sige at jeg efterhånden ser på trøjen med venligere øjne, hvilket også lader til at gælde for mange andre fans. Om det er fordi man har vænnet sig til designet, om det er fordi det hjælper at se ens helte iklæde sig trøjen, ved jeg ikke. Dette kommer aldrig til at blive min yndlings-Barçatrøje, men jeg har efterhånden fået et fint forhold til den.

 

For nu at tage fat på forskellene på denne stadium-udgave og replica-versionen, som jo er den der sælges flest af via de officielle kanaler, så er det nærliggende at begynde med selve stoffet. Det var det der for mig først og fremmest afslørede at det ikke var den sædvanlige udgave jeg havde fået tilsendt. Stadium’ens stof er meget mere glat, og let skinnende. Den føles en anelse lettere, og er faktisk umiddelbart mere behagelig at have på. Dette er selvfølgelig en personlig vurdering, men på dette punkt mærker jeg absolut intet til at vi har at gøre med en trøje der er i omegnen af 200 kroner billigere end den sædvanlige.

Stadium’ens stof er i øvrigt også Nikes DRI-FIT materiale, hvilket jo er svedtransporterende og sikrer god ventilation. Der er dog ikke de samme “lufthuller” i siderne, under ærmerne som på replica-versionen.

 

Trøjens features er mere sparsomme end på de dyrere modeller.

Eksempelvis er der intet LFP-ærmemærke, der står ikke “més que un club” indvendigt i nakken, og der er intet print på indersiden af klub-emblemet, hvor der på replica’en står “TOTS UNITS FEM FORÇA”. Man kan sige, at disse forskelle er i småtingsafdelingen, og på ingen måde er iøjenfaldende afvigelser – det var som sagt først da jeg bemærkede forskellen i stoffet at det gik op for mig at det ikke var replica’en jeg stod med. Når det så er sagt, så må jeg sige at jeg selv, for fremtiden, hellere vil betale de par hundrede kroner ekstra for at have de ekstra features, som altså betyder en del for en hardcore fan som mig. Disse printede klub-slogans har for mig stor værdi og er uløseligt forbundet med min klubfølelse. Dette er dog sikkert i manges øjne detalje-nørderi, og jeg har på fornemmelsen at rigtig mange andre vil være fint tilfredse med at kunne iklæde sig klubfarverne i denne mere sparsomme stadium-udgave. Hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg, at mange slet ikke ville tænke over at de har at gøre med en anderledes model.

 

Derfor må konklusionen blive, at jeg – selv om jeg personligt hælder til den dyrere model – sagtens kan se at der skulle være et marked for denne nedbarberede, men ellers glimrende model.

 

 

Leave a Reply