Juventus træningsshirt
Af Juventus ambassadør Jesper Kirk
![]() |
Død sild eller Must Have-beklædning?
For mange af os fodboldfans/fanatikere er det et must at have en trøje fra vores yndlingsklub. Måske for at føle os som en del af et unikt fællesskab, der står last og brast i medgang og modgang. Måske for at have noget at holde af og holde med. Noget at gå op i. Noget at tro på. Når jeg åbner mit klædeskab, er det første jeg ser altid en af mine gamle Juventus trøjer. Som straks fylder mig med ufatteligt mange minder. Der er den klassiske zebrastribede fra starten af 80erne. Den lyserøde jubilæumstrøje. Og ved siden af den langærmede, blå udetrøje fra en af klubbens storhedstider ligger den røde målmandstrøje nydeligt foldet. Der er mange trøjer fra Juventus. Rigtig mange. Og alle er det trøjer, de på et eller andet tidspunkt har spillet i. I et hjørne af skabet ligger 3 andre trøjer. En ældgammel, slidt og hullet tshirt med ordet JUVENTUS henover brystet. En lige så slidt og forvasket træningstrøje og endelig en polo, der stadig ligger med prismærket på. Alle 3 ligger de fredfyldt og uforstyrret og bliver stort set aldrig brugt. Adskillige kærester har gennem tiden – uden held! – forsøgt at snige dem ud i skraldespanden, for selv om de aldrig bliver brugt, nænner jeg ikke at skille mig af med dem. Men stakken med trænings- fritidstøj og anden merchandise med Juventus vokser ikke mere, selv om min kærlighed til klubben stadig vokser uge for uge. Måned for måned. År for år.
MM Sport har denne gang givet vi ambassadører en lidt anden vinkel. Ifølge en undersøgelse fra tyske Sport Markt er der masser af salg i spillertrøjer fra fodboldklubberne, hvorimod andre produkter ikke er så vellidte hos os forbrugere. Umiddelbart er det korte svar på dette vel, at de fleste af os identificerer os med klubben og den trøje, de spiller i. Såre simpelt. Desuden ser de fleste af os kampene (om det så er live eller i flimmerkassen) og ikke når klubbens spillere træner eller får massage iført joggingsæt, polo trøjer eller badetøfler med klubbens logo eller farver. Og har måske derfor nemmere ved at føle tilknytning til klubben ved at iføre os klubbens kamptrøje.
For mig at se er der dog også et par andre aspekter i forhold til det dårligere salg af anden beklædning fra klubberne. Dels er der det økonomiske aspekt. Da disse trøjer, tshirts, poloer og jakker ofte er mindst lige så dyre og nogle gange endda dyrere (pga klubbens brand/navn) end tilsvarende polo´er eller træningsjakker/trøjer fra fx Hummel, Adidas eller Kappa (og hvorfor give 400,- for en Juventus polo, når jeg kan få 3 Kappa polo´er i Føtex for 300,-?). Derudover kan der være et incitament til IKKE at købe en Juventus polo. Hvis den skal bruges til en særlig begivenhed eller et særligt sted (en golfmatch, et møde, på et diskotek, bryllup eller lignende steder med Dress Code) er det måske ikke så velset, at der er emblemer, badges, skrift, tryk og spillernavn klistret over det hele.
-Hvordan kan man gøre disse produkter mere interessante for fans og dermed lettere at sælge?
Det kan gøres på flere måder. Jeg har ofte oplevet, at netop den trøje, jeg ønsker at købe, ikke er på lager i Danmark eller den kun findes i store størrelser. Dette er et stort problem og for mig en rigtig dårlig service, hvis man ønsker at være førende indenfor fodbold beklædning. Derudover er det naturligvis en fordel at kunne prøve og mærke trøjen, i stedet for at skulle købe den ubeset over nettet. Endelig kunne man måske lave nogle unika modeller specielt lanceret til det danske eller nordiske marked eller med et særligt nummer broderet/trykt i trøjen. Desuden begriber jeg ikke, hvorfor man som klub og sportsfirma sælger og sender så lækre produkter i en intetsigende ligegyldigt sort eller gennemsigtig plasticpose. Jeg så på Juvestore´s hjemmeside i juli, at man kunne købe en særlig udgave af den autentiske hjemmetrøje i en særlig gaveæske. Har ikke kunnet finde varen/æsken, men har fundet et par lignende gaveæsker (dog til andre Juventus produkter)
![]() |
![]() |
![]() |
-Er det prisen der skal ændres på ?
Både og. Når man tænker på, hvor mange penge der er i fodbold i dag, er det jo nødvendigt for klubberne at generere en stigende indtjening. Og med den økonomiske krise stadig liggende som en tung dyne over verden og dermed nok færre sponsorkroner, er der kun et sted at hente pengene til de astronomiske spillerlønninger; hos vi fans. Jeg synes dog personligt, at prisen efterhånden er ved at være for høj. Jeg nægter at betale 900,- kroner for en fodboldtrøje uagtet hvor stor fan jeg er. Både fordi jeg er uenig i de stigende lønninger og jeg samtidig ved, at det langt fra koster 900,- kroner at lave en spilletrøje. Jeg har forgæves forsøgt at spørge Nike, hvad en Juventus hjemmebanetrøje koster at producere…derfor venter jeg ofte på udsalget mod slutningen af sæsonen, hvor trøjen måske kan fås til halv pris, selv om man så naturligvis risikerer ikke at kunne få den.
-Er det design eller funktionalitet?
Det, der betyder mest for mig i valget og købet af en spillertrøje er; at det er MIN klub. At prisen står mål med kvaliteten. Og at kvaliteten og pasformen er god. Om striberne er brede eller tynde, trykket syet eller klistret på eller om klubben lancerer en ny farve til udebanetrøjen betyder mindre. Jeg synes både det er spændende med nye tiltag i form af farver og design (som vi har set ved FCK´s lyserøde trøjer), men samtidig tror jeg, at de fleste fans vil foretrække en klassisk trøje som vi kender fra VORES klub.
-Er det markedsføring eller den måde spillerne anvender disse på?
Markedsføring og lancering betyder jo alt i dag. Vi ser det, hver gang der er EM og VM, hvor de mest berømte spillere flittigt bliver brugt i reklamevideoer, der ses millioner af gange. Spørgsmålet er så, om forrige slutrundes video med Rooney som vagabond og siden helt fik mig til at købe den trøje eller de støvler. Rungende klart nej. Ikke bare fordi det for mig var den forkerte spiller og det forkerte hold. Hvis jeg ikke bryder mig om trøjen, vil jeg ikke købe den. Uanset hvor ofte de reklamerer for den. For mig er det KLUBBEN frem for spilleren, men når det er sagt, så tror jeg der er mange yngre fodboldfans, der starter omvendt så at sige, med at kunne lide en spiller og derefter klubben vedkommende tilfældigvis spiller for. Så markedsføring har utvivlsomt en kæmpe betydning i forhold til salget. Ville Real Madrid have solgt så mange Beckham trøjer i Asien, hvis de ikke årligt drog på en charmeoffensiv derude?
-Er det manglen på direkte relation til spillerne, der er problemet, da disse toppe og tees typisk sælges uden navn og nummer tryk, der er problemet?
Trods min beundring af enkelte spillere, er det for mig (og tror jeg de fleste) klubben man holder med. Ikke Stig Tøfting, David Beckham eller Harald Nielsen. Men derfor kan det da godt have en betydning for mange, at man møder spillerne eller ser dem tæt på. Jeg husker tydeligt en Juventus kamp på Brøndby stadion, hvor jeg så Trezequet og Amauri helt tæt på eller da jeg var i Lübeck sidste sommer for at se Juventus i en træningskamp mod Hamburg, hvor jeg var så tæt på Del Piero, at jeg kunne tælle antal hår på hans højre lægmuskel. Man kunne måske lave reklamer med spillerne iført disse andre beklædningsgenstande. Eller lancere en trøje-autograf-skrivning til trofaste fans. Jeg tror egentlig ikke, der er så meget andet, man kan gøre for at øge salget. I hvert fald vil andre tees og shirts aldrig kunne erstatte klubbens spilletrøje. En mulighed var måske som alle andre firmaer at lancere ”Køb 2, betal for 1” eller lignende bonus ting. At man ved at købe en billet til en Juventus hjemmekamp fik en særlig tshirt med den kamps fakta eller dato trykt. Det var tiltag, jeg måske godt kunne falde for…
-Er det en død sild og der er ikke noget at gøre og kan man ligeså godt bare opgive det og så lade være med at bruge mere tid på disse produkt typer?
Jeg har svært ved at se den store begejstring for træningstoppe og træningsdragter, polotrøjer, regnjakker og sengetøj (medmindre man er en bette purk på 6, der gerne vil ligge i ske med Barcelona eller Bayern hver nat; fodboldens sutteklud?), men omvendt er jeg faktisk glad for de få almindelig shirts jeg har med Juventus; den ene er 13 år gammel og fyldt med huller, men jeg nægter at smide den ud. Den har patina, historie, minder og så behøver jeg ikke bekymre mig om forkert vask, sved, pletter og deslige modsat en dyrt indkøbt ægte trøje til 600 eller 900 kroner! Det er måske endnu en ting man kunne bruge som salgsargument for disse andre klub relaterede produkter. Den største ændring jeg dog har kunnet finde for at højne salget er, at varerne er tilgængelige i det rette land og den rette størrelse, hvilket jeg ikke har oplevet indtil nu. 3 ud af 4 gange har jeg ikke nået at købe produktet eller det fandtes ikke i min størrelse.
Skal der eventuelt opfindes et helt nyt produkt med andre egenskaber end de eksisterende på markedet?
Modspørgsmålet er vel; Er der mon mere tilbage at ”opfinde”? Jeg synes markedet er overfyldt med varer. Iphone covers, Bear League produkter, kaffekopper, golfbolde, blyantspidsere, svedbånd og bæltetasker. Jeg tvivler på, at man kan lancere noget nyt, før man decideret opfinder et eller andet nyt stof, en måde at fabrikere det på (a´la Nano teknologi) eller lignende. Det eksklusive forsvinder netop lidt fra produktet, brandet, mærket og klubben, når markedet i den grad er oversvømmet med op til 6 forskellige trøjer og hundredvis af ting til hjemmet, bilen, telefonen og toilettet. Man burde måske gå den anden vej i stedet og gøre nogle af produkterne særlige og unikke a´la Less is More…
Juventus træningsshirt –
helt sikkert en MUST HAVE beklædning!
![]() |
![]() |
Juventus trænings t-shirt i hvid med optimal ventilation og komfortabelt fit. Med klub logo og klubfarver er denne t-shirt ideel som Pre Match udstyr, som vi også kan se stjernerne fra klubben bruge i 2011-12 sæsonen. Fremstillet i 100% polyester. En virkelig lækker træningstrøje. Og en trøje, jeg gerne ville købe, hvis jeg kunne mærke
og prøve den først.
Bedømmelse på 10 skala:
Design: Enkelt, klassisk og genkendeligt sort/hvid: 9
Kvalitet: Tyndt, let polyester gør den meget behagelig til sportsbrug: 10
Pasform: Tætsiddende, hvilket er en klar fordel til sportsbrug: 8
(nogle vil dog måske foretrække en lidt løsere model):
Tryk/Syning: Igen super design uden generende syninger, hvilket især generer ved tætsiddende trøjer. Tryk i god kvalitet: 9
Pris: Til en pris på 299,- i Danmark pt er den et rigtigt godt køb: 9