Anmeldelse af LFC-drikkedunk

          Af Peter K. Brix, Liverpoolambassadør (pens.)

 

 

Når man tænker på Premier League og drikkedunke, er det først og fremmest Arsene Wenger og hans hårdhændede behandling af uskyldige drikkevarer, der dukker op i bevidstheden.
Drikkedunken er en fast del af billederne fra stadions over hele England uge efter uge, for uden drikkelse duer benene ikke.
Som en sidste hilsen fra en afgående ambassadør, er jeg blevet bedt om at anmelde en LFC-drikkedunk, en ganske fin drikkedunk.

 

Liverpool drikkedunk i sølv fra adidas

 

For de fleste af os er drikkelse og sport nært forbundne størrelser, hvad enten drikkelsen er øl fra en dåse, indtaget på sofaen foran ugens kamp, eller det er en slurk i pausen, mens vi selv tæsker rundt på en boldbane et sted. Med denne drikkedunk har du mulighed for at vise resten af holdet, at du er ret-tænkende, også mens sveden perler af panden og du skal hjem og forsvare et syvmands-mål.
Dunken er sort og egentlig ret ”pæn”, hvis man kan tale om æstetik om en drikkedunk. Den rummer en halv liter af din favorit Gatorade og har et prægtigt logo af Liverbird i sølv på siden.
Som de fleste sports-dunke, kan den åbnes og lukkes med tænderne, så en slurk ikke kræver to hænder og dunken kan betjenes med handsker på; også når det er koldt, skal man have lidt væske en gang i mellem.
Det er en Adidas-dunk, så den har også et par logos hist og her, samt tre striber på siden – som sagt: meget pæn.
Kvaliteten er blød plastik, uden at være blævrende. Den er lavet i BPA-frit plastik, så hormonbalancen bliver på ligevægt, selv om du er tørstig.

Uden at have prøvet det, vil jeg tro, at dunken passer til de fleste cykel-holdere til dunke, så du kan bruge den i hverdagen og ikke kun i shorts. Uanset dit formål med at have en drikkedunk, er der her tale om mere en Liverpool-drikkedunk, end en fodbold-drikkedunk –som  kan bruges til hvilken sport, du måtte have lyst til.
Samtidig vil den kunne klare en tur i gulvet, hvis resultaterne ikke flasker sig. Der er, med andre ord, Wenger-proof.

 

 

 

 

 

Leave a Reply