Nike5 Streetgato – fodboldens terrængående gadedreng
af MM Sports Nike footwear ambassadør A.E.
Fra Nike5-serien, der består af fodboldsko til de små, tekniske baner, kommer modellen Steetgato. Skoen er skabt til at tage en bold under armen og spille det aggressive, hurtige spil på en ledig plet asfalt eller slappe af med en omgang strandfodbold. Med andre ord skulle intet underlag komme i vejen for fodboldens legende lømmel. Men spørgsmålet er, om skoen lever op til Nikes målsætninger?
![]() |
Streetgato, der koster 600 kroner i vejledende udsalg, har bløde kurver og kantede mønstre, og Nikes designovervejelser går i tre retninger: komfort, kontrol og fodfæste. Med min trofaste medsammensvorne har jeg testet skoens egenskaber på asfalt, trægulv og sand-/grusbane.
![]() |
Komfort: Hvad komforten angår, har Nike primært arbejdet med to features, en blød kængurulæderoverdel og en svampet skumindersål, og det er bestemt en rar fornemmelse at stikke poterne i skoene. Læderet er smidigt og smyger sig fint om fødderne. Desuden er der ved storetåen en nubret overflade, der skulle sikre ekstra beskyttelse og hårdførhed. Om skoene i det lange løb er særligt slidstærke, skal efter få prøveture lade være usagt, men vores tests har ikke vist svaghedstegn; end ikke på et løst og sandpapirsagtigt grusunderlag. Skummaterialet på indersålen giver en vis behagelig affjedring, og selvom ydersålen er relativt høj, giver den forholdsvis brede snude et godt balancepunkt og en fornemmelse af stabilitet.
![]() |
Kontrol: For at sørge for en kontrolérbar sko til gadens teknikkonger har Nike forsøgt sig med forskellige tiltag. Blandt andet har de på indersiden af sål og overdel et geometrisk mønster af små og store pyramideformer. Intentionen er at forøge boldkontrollen ved modtagelse og aflevering, men nogen særlig effekt mærker man ikke, andet end at de små tobleroner rent æstetisk bryder de ellers kurvede linjer. Til gengæld danner de let klistrende, små dupper på det yderste af sålen fortil en tæt kontakt mellem bold og fod, ligesom det fleksible læder tillader foden bevægelsesfrihed og dermed et godt touch. Dog virker læderet en smule glat ved ydersideberøringer, mens snudens flade profil glimrende eksekverer tæmninger af høj bolde. Til trods for at ydersålen er tykkere end typiske indendørssko på markedet, spænder det ikke på noget tidspunkt ben for evnen til at komme ind under bolden under skudafvikling, bemærker testens skudspecialist.
![]() |
Fodfæste: Nike fremhæver ydersålen i deres beskrivelse af skoen på deres hjemmeside, og det er der god grund til. En af de særlige styrker er netop det bøjelige og stærke XDR-gummi, som overordnet giver et fint greb på både et fast, tørt halgulv, fugtig asfalt og i løst sand. Af samme grund bruges materialet blandt andet til Rafael Nadals nyeste allround-tennissko. Nike har desuden placeret en drejecirkel under sålen ved fodballen, hvor hovedvægten placeres ved afsæt. Funktionen skulle være at håndtere hurtige retningsskift på de forskellige underlag. Om det er cirklen, der virker, ved jeg ikke, men de små bevægelser sidevers og i zigzag kan man foretage uden at miste fodfæstet. Der er imidlertid en tendens til, at man på grus mister et skridt i accelerationen, selvom de små knopper fortil efter hensigten skulle hindre det.
![]() |
Så hvad er så det samlede billede. Jo, Nike5 Streetgato er en komfortabel balademager, der er til tjeneste for enhver trickmager på gader og stræder. Og selvom Nike nogle steder smører vel tykt på dens formåen, må man heller ikke glemme, at det er en flot lille sag til en fornuftig pris. Og nu er der nok mange, der brænder inde med spørgsmålet: Er den street? Og det simple svar: Jep, den er street.