AC Milan hjemme trøje for sæsonen 2015/16, der blev lanceret lørdag d. 9 maj i en hjemmebane kamp mod AS Roma. I mine øjne er denne trøje en af de mere vellykkede, når man ser på de senere års trøjer fra AC Milan.
Rossoneri er i denne sæson gået tilbage til de klassiske dyder 5 sorte striper og 4 røde. Jeg synes, det klæder trøjens udtryk, at man holder striberne enkle. De senere år har man forsøgt sig med alle mulige kombinationer af tynde og tykke striber med kanter i forskellige farver – keep it simple. Det klassiske look er det bedste til en klub af AC Milans kaliber, selvom niveauet i øjeblikket ikke lever op til klubbens navn.
Den mest iøjnefaldende detalje ved dette års nye trøje, er farven. Vi har været vandt til den postkasse-røde farve, men i år har man valgt en brunlig-rød nuance til at gå med de sorte striber. Det fungerer. Trøjen kommer til at se mere elegant ud, da kontrasterne ikke er så skarpe, hvilket også understreges af den afdæmpede grå farve på skuldrene. Den går igen i både strømper og shorts.
Trøjen har også nogle detaljer, der fortjener nogle ord med på vejen. Logoet er nyt for mange, selvom AC Milan allerede introducerede St. George skjoldet i forrige sæson. Selvom AC Milan blev grundlagt af en englænder, er det ikke et udtryk for denne relation. Det skyldes imidlertid at Milano har valgt emblemet som symbol på byen.
Der er en lille tag på trøjen med henvisning til EXPO 2015 der finder sted i Milano netop i år.
Trykket er fra Stilscreen og i Milan font.