Specialiststøvlen vs. generaliststøvlen

Af Anders Elsig

Predator Powerswerve. Den er kun fem år gammel, men har for længst aftjent sin værnepligt for Adidas og fodboldens kraftfulde snigskytter. Teknologisk er fodboldverdenen sprintet videre. De absolutte verdensstjerner, Messi og Ronaldo, mestrer alle facetter af fodboldspillet og er flyttet indenfor i  Adidas’ og Nikes lettere modeller, der imødekommer generalistens behov for fuld fart og konstant kontrol.

Men selvom nye vinde blæser i støvlebranchen, er der stadig serier som Nikes kanoneringsmaskine, T90, der er tungere udrustet og særligt betjener spillets skytter. Derfor var det relevant at teste, om Predator Powerswerve som repræsentant for skudstøvletypen vitterligt giver en fordel under skudafvikling i forhold til de nyere letvægtere.

 

Testing, testing

Fire set-ups på en tung og våd efterårsbane skulle afgøre sagen. Først skulle støvlen testes, mens bolden var på egne fødder og under kontrol. Et træk ind i banen fra kanten, og et skud på mål. Derefter uden kontrol. Aflevering tilbage i feltet, og spark første gang. Så en dødbold mod mål for fuld kraft. Til sidst et præcisionsskud fra hjørneflaget.

Min faste testmakker er vant til at afvikle skud i forskellige spilsituationer, og han blev derfor valgt som testens skudsikre prøvekanin. Vi har tidligere testet tre forskellige fartdjævle fra Nikes letvægtsserie Mercurial samt et par Nike Maestri fra serien CTR 360, der er bygget til den kontrollerende midtbanespiller. De udgjorde sammenligningsgrundlaget.

Predator Powerswerve har til forskel fra de øvrige modeller pløs, der dækker snørebåndene ved boldkontakten. Han blev derfor særlig bedt om at lægge mærke til, hvilken indflydelse denne flap havde på skudafviklingen. Desuden skulle han observere, hvad den tungere støvle betød for sparket.

 

Specialistens dom

Test 1. Med skudstøvlen på foden trak min testmakker ind i banen og ramte fladt på forreste stolpe. Selvom sigtekornet ikke helt var indstillet, kunne han gang på gang levere samme skud. Han oplevede at være i fin balance og kontrol i skudøjeblikket, og den tungere støvle var på ingen måde en hæmsko for hans sving i sammenligning med de andre støvletyper.

Test 2. Selvom bolden ikke var under kontrol ved skudafviklingen, fik han nettene til at blafre med en række hårde, præcise skud. Min testmakker vurderede, at en god beskyttelse ved kontaktfladen på siden af foden bidrog til fin kontrol, og støvlens tyngde gav smæk for skillingen.

Test 3 og 4. Overfladen på den specifikke støvle virkede umiddelbart glat, men ved både frispark og hjørnespark gav støvlerne mulighed for skruede spark med fart. Friktionen var god, og bolden skøjtede ikke rundt på støvlen. Pløsen flagrede ikke under skudafviklingen, men blev langs overfladen og dækkede for knuden. Dermed sad de ikke i vejen, men min testmakker skønnede ikke, at de gjorde meget fra eller til for hans skudpræstationer.

 

Konklusion

Og det samme gælder i virkeligheden for den samlede oplevelse af skudstøvlen. De sidder, som de skal, og leverer en gedigen indsats for specialisten, Men når det er sagt, så er de kun marginalt bedre end de nyere støvletyper. Hvis de overhovedet er det. Man kan derfor tvivle på, om der er en fremtid for skudstøvlen i generalistens æra, hvor man kan få hele pakken i én støvle.

 

Leave a Reply