Anmeldelse af Real Madrid hjemme shorts 2011/12 og Real Madrid hjemme strømper 2011/12
Skrevet af Thor Gottschalk Rasmussen.
Her kommer så årets sidste, men også for mit vedkommende, sidste anmeldelse som Real Madrid ambassadør i denne omgang. Jeg har været meget glad for at være en del af dette projekt og jeg ønsker de næste ambassadører god fornøjelse.
Det første produkt jeg vil se på er Real Madrids hjemmebaneshorts fra Adidas til den igangværende sæson, som jeg er ovenud tilfreds med. Ser vi på det designmæssige, så er shortsene i høj grad designet med de samme elementer som i hjemmebanetrøjen. Naturligvis er guldfarven tydeligt repræsenteret, både i hele elastikkanten på indersiden af shortsene samt de tre striber på ydersiden af shortsene, som man også finder på skuldrene i trøjen. Adidas-logoet er også i guld og sidder på bagsiden af venstre ben. Den lille kant nederst på shortsene er det samme materiale som det under armene i trøjen, hvor man også har lavet guldkanten på tværs som man også har rundt om ærmerne på trøjen. Man må sige at mange elementer fra trøjen går igen i shortsene og det gør at de matcher trøjen glimrende. Men det er ikke det der gør mig begejstret for disse shorts.
![]() |
Nu har jeg hen over julen brugt shortsene i forskellige motionssammenhænge, både til fitness og løb og de er helt formidable at have på. Materialet føles meget behageligt, hvilket helt sikkert skyldes at det er lavet i 100 % Clima Cool polyester. Min fornemmelse er, at der er meget god plads i shortsene, da jeg meget fint passer et par i large og jeg er 193 høj og vejer 88 kg. Så det skal man lige være opmærksom på ved sit køb, men shortsene har også snører til at stramme med, så man skal ikke være bange for at de bliver for store i vidden. Nu er det efterhånden et par år siden at jeg sidst købte Real Madrid shorts. De sidste jeg købte var fra henholdsvis 06/07 og 07/08 sæsonen og der er altså sket store ting i forhold til kvaliteten. Det var som om de gamle manglede noget finish og som jeg også tidligere har påpeget i anmeldelserne af trøjerne, så var kvaliteten simpelthen ikke god nok for nogen år siden i forhold til de priser der blev forlangt. Det er der i den grad blevet lavet om på og de nye shorts er helt formidable. Med hensyn til prisen er der ikke noget at klage over, tværtimod. De shorts jeg var utilfredse med for 4-5 år siden kostede dem samme som de nye gør og med den kvalitetsforskel der er, så er 300 kr. helt i orden.
Det andet produkt i denne anmeldelse er hjemmebanesokkerne, der hermed fuldender hele hjemmebanesættet.
Det er faktisk første gang jeg prøver et par Real Madrid fodboldsokker, da det ikke er noget jeg før har følt behov for at have, da jeg ikke spiller fodbold ofte nok til at investere i sådan et par, men jeg må sige jeg er blevet meget glad for sokkerne. Jeg har ligesom med shortsene også brugt sokkerne til fitness og løb og de er super gode som løbesokker, da de yder en god støtte til foden og samtidig varmer godt om benet pga. længden. Dette gør også sokkerne meget brugbare her om vinteren. I forhold til pasformen er de meget behagelige, og som mmsport også selv har skrevet, så er de meget elastiske da de består af 5 % elastane og 95 % nylon.
![]() |
Rent designmæssigt er der ikke så meget at sige end at udover de tre guldstriber og Adidas logoet er der også skrevet RM med guldbogstaver midt på strømpen. Prisen for sokkerne er 100 kr. og i mine øjne er dette helt utrolig billigt i forhold til, hvor brugbare de er samt den høje kvalitet. Også især når man tænker på, hvor mange penge man kommer af med for et par almindelig sportssokker i en sportsforretning. Hvis jeg skal samle lidt op på de Real Madrid produkter jeg har fået fornøjelsen af at anmelde, vil jeg helt sikkert placere disse to produkter i denne anmeldelse helt i toppen samt den røde CL trøje. Shortsene og sokkerne er virkelig gode til prisen og hvis man vil give lidt ekstra, så synes jeg at man får meget nyt for pengene med den røde CL udebanetrøje.