Ståpladser, temperament og neofascister
I løbet af de sidste tre måneder har jeg levet som rigtig madridista med alt hvad det indebærer af tapas-besøg og fodboldkampe. I den tid har min SU-straffede tilladt mig meget jamón y tortilla, men vigtigst af alt, syv besøg på Estadio Santiago Bernabéu. I dette indlæg, vil jeg give et udpluk af mine oplevelser fra dette sagnomspundne fodboldtempel.
Jeg lægger ud med en ting, der undret mig og garanteret også adskillige andre, som har set fodbold på Bernabéu. Hvor i alverden bliver alt det temperament af, som spanierne viser i trafikken og på gaden? Det er altid passion og følelser, som den spanske liga promoverer sig på, men ligeså snart spanierne træder ind på Bernabéu, er det som om de sætter sig i deres yndlings lænestol foran pejsen med katten på skødet. I løbet af vandvidskampen mod Sevilla d. 30 oktober – som endte 7-3 – bliver der begået straffespark mod Ronaldo og jeg flyver op af sædet for at hjælpe dommeren pænt på vej med sin afgørelse. Til min store forundring hører jeg hele rækken bagved, beder mig om at sætte mig. Jeg vender mig om og slår ud med armene og forklarer, at jeg er i gang med at se fodbold. Jeg har oplevet det her hver gang jeg har været på Bernabéu og forstår det ikke.
Hvis man ikke bliver oprevet over fodboldens mest afgørende facetter, så har man to muligheder; at acceptere at andre gør, eller at se kampen i fjernsynet. Efter min bedste overbevisning, er den eneste grund til at vi overhovedet har sæder på stadions pga. sikkerhed og hensyn til ældre. Når man samtidig betalter mellem 40- og 150 € for en billet, så nægter jeg at lægge låg på begejstringen. At vise sin begejstring, er vel den primære grund til at tage på stadion i stedet for at sidde i sofaen derhjmme. Nogle giver den sofistikerede forklaring, at spanierne – især Real Madrid og Barcelonas tilhængere – ser fodbold som ballet. Det er muligvis rigtigt, men i så fald er det den mest arrogante tilgang til fodbold jeg har hørt om. I den forbindelse vil jeg også fremhæve den mærkværdige tendens mange har til, at forlade stadion omkring det 85. minut – uanset hvad måltavlen viser. Nuvel, du kan komme hjem med metroen 10 minutter hurtigere, men det er en meget magelig og nærmest arrogant holdning til fodbold. Især når man tænker på det enorme antal af spaniere, der ikke har råd til at gå på stadion.
Hele diskussionen om fankulturen på Bernabéu er faktisk super-aktuel. Mange synes, ligesom jeg selv, at det er lidt er ret stille på stadion, med mindre det er CL-semifinale eller der er besøg fra Catalonien. Hidtil har de eneste sangstemmer på Bernabéu tilhørt skrighalsene fra den højreradikale fangruppe, Ultras Sur. Nu lader det imidlertid til, at gruppen er fortid på Bernabéu efter 32 års tilstedeværelse. Mange mener, at det endegyldigt begraver den snert af stemning Bernabeú har haft hidtil. Men hvis vi antager, at det er rigtigt, har man så egentlig lyst til at have neofascister som fanebærere for ens hold? Nej, vel. Det spørgsmål gælder reelt alle fodboldhold med ultras-fangrupper, som eksisterer på alle niveauer lige fra Viborg til Real Madrid. Hvad angår Real Madrid, så er planerne at skabe en såkaldt ungdomstribune, grada joven, som skal være samlingssted for unge, men også ældre, der har lyst til at synge og heppe. En ny og frisk start, som vil hjælpe Bernabéu til at genvinde noget af det rædselsscenarie, miedo escenio, som de i den grad har mistet i løbet af de seneste år.
Selvom UEFA ikke vil tillade ståpladser kan det være, at jeg dér kan finde min plads, eller i hvert fald stå på den, mens jeg råber penalti! uden at blive tysset ned af luksus-folket, der ønsker at bevare læsesalsstemningen.